Om Musik på Intensiv

Musik på Intensiv er et tilbud om levende musik til kritisk syge patienter og deres pårørende på Aarhus Universitetshospital og regionshospitalerne i Gødstrup, Viborg, Horsens og Randers.

Professionelle musikere gennemgår et specialiseret og superviseret opkvalificeringsforløb, hvor de opnår viden og kompetencer til at spille 1:1 musikinterventioner for patienter i kritisk tilstand. Musikken består af en blanding af kendt og ukendt musik i varierende tempo og udtryk, nøje tilpasset den enkelte patients behov og situation. Der er således ikke tale om traditionelle koncerter, men om personligt tilrettelagte musikoplevelser – skabt på patientens præmisser.

På AUH samt regionshospitalerne i Gødstrup, Viborg, Horsens og Randers spiller musikerne én gang ugentligt i op til fire timer. Med undtagelse af AUH deles musiktimerne med andre afdelinger – blandt andet geriatrisk, kirurgisk og medicinsk sengeafsnit – for at sikre fuld udnyttelse af tiden. Der spilles for maksimalt 10 patienter pr. gang, og hver session varer typisk 10–15 minutter. Patienterne giver som udgangspunkt samtykke til at modtage musikken, men det kan også være sygeplejersken eller en pårørende, der vurderer behovet eller ønsket – særligt hos sederede eller delirøse patienter.

Det tværfaglige samarbejde mellem sygeplejerske og musiker er centralt for indsatsen. Sygeplejersken spiller en aktiv rolle i indsatsen ved at skabe ro og forberede rummet inden koncerten. Sygeplejersken introducerer musikeren til patientens tilstand og behov, og er som regel til stede under koncerten. Efterfølgende indgår sygeplejersken og musikeren i en fælles debriefing, hvor der skabes rum for refleksion, læring, og sikring af den faglige kvalitet.

Se videoklip om Musik på Intensiv.

Da de gik i gang med at spille, så græd jeg af rørelse, fordi det var så smukt. […] Mens de spillede, der var det, som om at alle de instrumenter, der sad fast på mig og alt, hvad der var omkring min sygdom, det forsvandt, det eksisterede ikke. Jeg var kun i det musikkens rum, som de skabte, så det var jo en lindring.

Hvorfor Musik på Intensiv

Formålet med Musik på Intensiv er:

  • At undersøge, hvilken betydning og effekt skræddersyede musikoplevelser har for den kritisk syge intensiv patient under et hospitalsophold
  • At etablere et frirum i det højteknologiske intensive rum, hvor patienter og pårørende kan opleve meningsfulde øjeblikke
  • At afdække, hvilken betydning levende musik har for sygeplejerskerne – både i et personligt og et professionelt perspektiv
  • At belyse, hvilken betydning det har for musikerne at fremføre skræddersyede musikoplevelser for den kritisk syge intensiv patient samt dennes pårørende.
Jeg bliver selv enormt rørt over musikken – det gør jeg hver eneste gang. Og jeg er stolt over, vi kan tilbyde det hos os…at det kan vi OGSÅ. Det giver en mere holistisk tilgang til patienten.

Forskningsresultater

AUH, Det Jyske Musikkonservatorium og Regional Udvikling, Region Midtjylland har siden 2018 arbejdet med forskning, udvikling og implementering inden for levende musik på Intensiv.

Vores resultater baserer sig på følgende:

  • 46 kvalitative interviews af intensivpatienter
  • 46 før/efter-målinger
  • 53 observationer af patienter, pårørende og personale
  • 33 kvalitative interviews af musikere
  • 135 observationer af musikere
  • 220 sygeplejersker spørgeskema
  • 7 kvalitative interviews af sygeplejersker.

Patientperspektivet

  • Give patienterne en pause fra tankekaos
  • Medvirke til meningsfulde øjeblikke
  • Reducere patienternes oplevelse af smerter
  • Reducere patienternes stressniveau, blodtryk, respirationsfrekvens og puls.

Musikerperspektivet

  • Udvikle musikeres evne til at være åben, omstillingsparat og samtidig sikre høj kunstnerisk kvalitet.
  • Udvikle musikeres sensitivitet og evne til at skræddersy meningsfulde øjeblikke til indlagte patienter
  • Udvikle musikeres kunstneriske, personlige og professionelle bevidsthed
  • Bidrage til at udvikle musikeres musikalske identitet.

Sygeplejeperspektivet

  • Medvirke til oplevelsen af et kvalitetsløft af sygeplejen
  • Medvirke til beroligende og afslappende frirum i en ellers presset arbejdsdag
  • Øge arbejdsglæden og gøre arbejdsdagen bedre
  • Bidrage til at gøre sygeplejen mere meningsfuld
  • Øge den faglige stolthed, da sygeplejerskerne kan se, at den levende musik skaber menings- og værdifulde øjeblikke for både patienter og pårørende.
Når jeg går ind i det musikalske rum sammen med patienten, opstår der noget helt særligt. Her er musikken noget som vi deler….og det er utroligt betydningsfuldt og meget meningsfuldt, for mig som musiker.