Om Sundhedskor

Målet med projektet Sundhedskor er at udvikle en særligt tilrettelagt sangaktivitet og gennemføre forebyggende og sundhedsfremmende forløb over hele landet, hvor livsglæde, fællesskab, almen trivsel og sundhed styrkes.

Forskning viser, at sang kan:

  • forbinde mennesker
  • forbedre den fysiske og psykiske sundhed
  • forbedre livskvaliteten
  • styrke fællesskaber.

Målgruppen for Sundhedskor er borgere, der føler sig udfordret på deres psykiske, fysiske og/eller sociale trivsel og oplever barrierer i forhold til at deltage i almindelige fritidsaktiviteter. Sundhedskor er udviklet, så der tages hensyn til såvel målgruppens potentialer og muligheder, som begrænsninger og særlige krav. Sundhedskor adskiller sig fra almindelig kor- og fællessang ved ikke at anskue sangen som et mål i sig selv, men som et redskab til en trivsels- og sundhedsmæssig gevinst. Det kan fx være:

  • mindre ensomhedsfølelse
  • øget livskvalitet
  • bedre humør
  • større følelse af meningsfuldhed
  • forbedret vejrtrækning
  • muskelstyrke og stemmestyrke
  • koordinering af bevægelser
  • kondition
  • kognition.

I foråret 2025 blev der gennemført Sundhedskor-forløb 22 steder i landet af korledere, der har været på kursus hos Sangens Hus i Ledelse af Sundhedskor. Mere end 50 korledere er efteruddannet som sundhedskorledere. Omfanget udvides i de kommende år.

Læs mere om Sundhedskor på Sangens Hus' hjemmeside.

Video om Sundhedskor

Gå ind på adressen øverst i denne vejledning for at se videoen.