Om Sange med Mødre

Sange med Mødre skaber et frirum for gravide og nybagte mødre, som bærer på en sårbarhed, eller som oplever en fødselsreaktion eller -depression. Gennem særligt udvalgte sange og vejrtrækningsøvelser får kvinderne mulighed for at mærke kroppen, finde ro og komme i kontakt med følelser, der ellers kan være svære at mærke eller at sætte ord på. På den måde kan de styrke forbindelsen til sig selv – og derigennem også til deres barn.

Kvinderne mødes i små grupper én gang om ugen over 12 uger. En sangfaglig underviser leder forløbet og skaber et trygt rum, hvor sangen er omdrejningspunktet. Her er der plads til både glæde, tvivl, angst og sårbarhed – og mulighed for at spejle sig i andre, der kan relatere til, at moderskabet også kan være forbundet med svære følelser.  

Sang kan bidrage til bedre trivsel for gravide og mødre, der bærer på en sårbarhed. Det viser international forskning. Forskningen viser, at fællessang kan mindske stress, styrke det mentale helbred og fremme relationen mellem mor og barn.

Læs mere om forskningsresultaterne her.

Sange med Mødre er inspireret af det britiske initiativ Breathe Melodies for Mums og bygger på et samarbejde mellem musik- og kulturskoler, jordemødre og sundhedsplejersker. I dag tilbyder 12 kommuner i Region Midtjylland forløb, hvor kultur og sundhed går hånd i hånd.

Læs mere om Sange med Mødre på hjemmesiden sangemedmoedre.dk.

Gå ind på adressen øverst i denne vejledning for at se videoen.