Om Sammen om levende musik
Sammen om levende musik (SOL) er et projekt med fokus på at skabe musikoplevelser for udsatte borgere på plejehjem og patienter på hospitalet.
Formålet med projektet var at lave en alliance mellem dansk musikliv og sundheds- og velfærdsindsatser. I projektet ville man:
- Skabe skræddersyede musikforløb for sårbare borgere og patienter, med henblik på at øge livsglæden og fællesskabsfølelsen.
- Præsentere levende musik i en tryg, omsorgsfuld og empatisk ramme for mennesker, hvis liv er begrænset pga. sygdom og handicap.
- Udvikle en metode og organisering, som har en enkel struktur og som kan overføres til øvrige kommuner i Danmark.
- Opkvalificere personalet, så musikken bliver et aktiv på både den korte og den lange bane.
Helt konkret blev der i projektperioden afholdt koncerter på tre forskellige plejehjem i Aarhus Kommune, Dialyseafsnittet på Regionshospitalet Horsens og børn/unge afdelingen BU1 på Aarhus Universitetshospital.
Gå ind på adressen øverst i denne vejledning for at se videoen.
Jeg oplevede koncerterne, som et rigtig dejligt brud i hverdagen. Jeg har en dement kone, så vi kommer ikke så meget ud. Men vi kan så godt lide at komme afsted hjemmefra, og vi bor så tæt på, så det er så dejligt, at jeg bare kan køre hende i kørestolen lige herover. Det var dygtige musikere, og det betyder noget. Men det er lige så meget arrangementet i sig selv. Det giver det afbræk i hverdagen, så selvom det er musik, jeg normalt ikke var gået til, så kommer jeg afsted hjemmefra. Jeg har opgivet at komme i Musikhuset.
Resultater
- 46 koncerter på Ankersgade Plejehjem, Lokalcenter Hørgården, Lokalcenter Vejlby, Dialyseklinikken, Regionshospitalet Horsens samt børn/unge afdelingen BU1 på Aarhus Universitetshospital.
- Levende musik har en positiv fysisk og psykisk indvirkning på patienter og beboere, og øger arbejdsglæden hos personalet.
- Styrket samarbejde mellem kultur- og sundhedssektoren, som gav meningsfulde aktiviteter og stærkere relationer mellem borgere, personale og musikere.
Jeg er overrasket over, hvor rørt jeg kan blive, selvom vi har gjort det mange gange før. Musikken kan få nogle til at græde, og nogle til at grine. Nogle, der måske har det lidt svært, kan få et frirum til at være nede i kroppen, frem for at være i hovedet. Så kommer der jo minder. Jeg har til en koncert f.eks. spillet Jens Vejmand, og så var der en senil dame, der stillede sig op og sagde: ”Nu er jeg over halvfems, og min far var vejmand, og han har stået ved siden af mig de sidste tre minutter. Tak, fordi I gjorde det her muligt.” Så må man også lige holde på sig selv, for ikke selv at bryde sammen.
Det er en gave. Det er virkelig en gave at få lov til at opleve. Det er en stemning, du slet ikke kan beskrive. Når du har haft den halve time og går derfra, så er du så taknemlig, fordi det har være muligt, og du får det, mens du er på arbejde.
Samarbejdspartnere
- Levende Musik i Skolen (LMS)
- Det Jyske Musikkonservatorium
- Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune
- Region Midtjylland.