Om Tid til Læsning

Tid til Læsning var et projekt, der forbandt litteratur og mental sundhed gennem læsegrupper baseret på metoden guidet fælleslæsning. Projektet blev gennemført i et samarbejde mellem Læseforeningen, Region Midtjylland og Aarhus Universitet og fandt sted i Herning Kommune, Holstebro Kommune, Horsens Kommune, Ikast-Brande Kommune og Viborg Kommune. Projektet blev gennemført som et samarbejde mellem kommunernes biblioteker og sundhedsforvaltninger. Sundhedsforvaltningen havde ansvar for den sundhedsfaglige visitering af borgere til projektet, kommunernes biblioteker sørgede for rammerne for læsegrupperne og bibliotekarer som læseguider.

Formålet med projektet var at styrke den mentale trivsel hos mennesker med let til moderat depression, stress, angst eller psykisk mistrivsel – ofte som følge af fysisk sygdom. Deltagerne blev henvist via sundhedscentre og deltog i læsegrupper faciliteret af uddannede læseguider.

Projektet havde også en forskningsmæssig dimension, hvor effekterne af læsegrupperne blev dokumenteret af Interacting Minds Centre og Aarhus Universitetshospital. Undersøgelserne viste positive resultater i forhold til mentalt velvære, symptomer og social kognition.

Tid til Læsning blev et eksempel på en æstetisk intervention, der byggede bro mellem sundheds- og kulturområdet. Det skabte en evidensbaseret model, som kunne udbredes til flere kommuner og inspirere fremtidige indsatser inden for både sundhed og kultur.

Der blev gennemført en pilotlæsegruppe i efteråret 2016, og det første hold læsegrupper begyndte i foråret 2017.

Video om Tid til Læsning

Gå ind på adressen øverst i denne vejledning for at se videoen.

Projektperiode

2016-2020.

Samarbejdspartnere

  • Læseforeningen
  • Region Midtjylland
  • Aarhus Universitet.

Deltagende kommuner

  • Holstebro Kommune
  • Viborg Kommune
  • Ikast-Brande Kommune
  • Herning Kommune
  • Horsens Kommune.