Om Kunsten at skabe relationer
Hvordan kan kunst og kultur være nøglen til stærkere relationer mellem ældre borgere og deres plejere? Det spørgsmål undersøgte vi med “Kunsten at skabe relationer” – et pilotprojekt forankret på Randers Social- og Sundhedsskole i tæt samarbejde med lokale museer.
Projektet tog afsæt i elevernes møde med kunst og æstetiske udtryk – både i undervisningslokalet og ude på museum. Gennem forløbet arbejdede eleverne med at bruge genstande, billeder og fortællinger som samtalestartere i mødet med borgere i ældreplejen. Eleverne udviklede konkrete værktøjer – fx samtalekort, podcasts, erindringskasser og koncepter til VR-film – der styrker dialog og nærvær. Centralt stod filosofen Michael Husens begreb “det fælles tredje”, som en vej til at skabe menneskelig forbindelse gennem noget uden for fagsprog og roller.
Projektet har ikke blot løftet kvaliteten i et for nogle vanskeligt valgfag – det har også åbnet dørene for nye, langvarige samarbejder mellem SOSU-uddannelser og kulturinstitutioner, og det har vist, at kulturel dannelse og omsorg naturligt gå hånd i hånd i og ikke mindst kan bidrage til at øge oplevelsen af livskvalitet i fremtidens velfærdssektor.
Video om Kunsten at skabe relationer
Gå ind på adressen øverst i denne vejledning for at se videoen.
Formål og metode
Formålet med projektet var at udvikle et undervisningskoncept, hvor kunst og kultur blev brugt som udgangspunkt for samtale og relation i mødet med borgere i ældreplejen. Projektet blev integreret i valgfaget “Den innovative og kreative social- og sundhedshjælper” og bestod af:
- Introduktion til teori og metode (bl.a. “det fælles tredje”)
- Museumsbesøg og faglig sparring med museumsformidlere
- Elevprojekter i grupper med udvikling af redskaber og samtaleformer
- Interviews med borgere og afprøvning i praksis
- Udstilling og fælles præsentation i skolens læringscenter.
Videreførelse og forankring
Projektets erfaringer og materialer er nu under indarbejdelse i skolens masterplan for valgfaget. Flere af elevernes produkter forventes anvendt fremadrettet i undervisningen. Museerne og skolen er i dialog om fremtidige samarbejder, og erfaringerne er blevet delt med andre uddannelsesinstitutioner med henblik på opskalering og fælles vidensudvikling.
Projektperiode
August – november 2022.
Samarbejdspartnere
- Randers Social- og Sundhedsskole (projektejer)
- Randers Kunstmuseum
- Museum Østjylland.